Ars Nova Copenhagen, kammerkor

ARS NOVA COPENHAGEN er et danskbaseret, internationalt vokalensemble på 12 medlemmer, der specialiserer sig i renæssancens polyfone kormusik og ny vokalmusik, som udføres med præcision og nerve, og med en lyd, der vækker opmærksomhed overalt i verden. Ensemblet har etableret sig som et af verdens fineste vokalensembler og har igennem årene turneret i mere end 30 lande. I 2024 turneredes i USA (i alt 12 koncerter), Tyskland og Italien. Gennem årene har Ars Nova haft tætte samarbejder med en lang række både internationale og danske komponister, herunder Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Per Nørgård og Arvo Pärt.
Senest har ensemblet uropført værker af Bent Sørensen, Signe Lykke, Caroline Shaw og Galina Grigorjeva, og kommende uropførelser omfatter bl.a. Mette Nielsen, Heloise Wagner, Eoghan Desmond, Bernhard Hughes, Mathias Vestergård, Niels Rønsholt og Signe Lykke.
Ars Nova har indspillet en lang række albums, der har vundet adskillige priser, heriblandt en Grammy for The Little Match Girl Passion med musik af David Lang. Blandt ensemblets seneste udgivelser er værker af Arvo Pärt, Julia Wolfe og Caroline Shaw samt italienske middelaldersange af Laudario di Cortona, som var nomineret som årets udgivelse ved P2-prisen 2022, samt Crossing Borders (Dacapo) med musik af Carl Nielsen, Niels W. Gade, Vagn Holmboe, Wilhelm Stenhammer og Line Tjørnhøj. Begge udgivelser har modtaget topanmeldelser i pressen. I 2024 udkom på Cantaloupe Caroline Shaws How to fold the Wind (skrevet til Ars Nova) og i starten af 2025 en indspilning af Huang Ruos musik til forestillingen Book of Mountains and Seas.
Den svensk-fødte dirigent, Sofi Jeannin fremhæves ofte for sin smukke og udtryksfulde teknik og for sit store repertoirekendskab på tværs af alle genrer. Hun har længe været regnet som en af verdens førende korspecialister. Hun er chefdirigent for BBC Singers og Ars Nova Copenhagen og desuden musikalsk leder for la Maîtrise de Radio France. Fra 2025 til 2028 er hun kunstnerisk leder for Choeur de Radio. Ved siden af sine faste ensembler har Jeannin en travl karriere som gæstedirigent over hele verden. På det seneste har hun bl.a. dirigeret Händels Messias med Britten Sinfonia, Bachs Matthæuspassion med Dunedin Consort og Poulencs Stabat Mater med BBC National Orchestra of Wales samt medvirket i korfestivalen Tokyo Cantat.