Musikforeningens historie

Bornholms Musikforening blev grundlagt 1901 og initiativtager var fru pianist Rigmor Smidt, gift med redaktøren på Bornholms Tidende Mathias S.

Om starten og de første hundrede år har Erik Hansen skrevet i ”Jul på Bornholm” 2003. Foreningen har trukket på lokale kunstnere, sangere og musikere men også på kongelige kunstnere. Foreningen har været truet af lukning et par gange, den blev i 1971 reddet af Erik Hansen m.fl.

I 1969 kom Bornholms Musikfestival som konkurrent/støtte. Man delte året så sommeren var til musikfestivalen og de ofte udenlandske gæster, mens Musikforeningen holdt koncerter om vinteren. Samtidig er der andre koncertarrangører, idet kirkerne holdt en del koncerter sommer og vinter. Samarbejdet med kirker og Festival har været fint.

Med ny bestyrelse i 2002 fortsatte stort set den hidtidige linie med gode klassiske koncerter af mindre ensembler. Nogle gange er det lykkedes at få unge talenter inden de blev helt så kendte. Det har naturligt mest været danske kunstnere, men ved samarbejde med andre musikforeninger i Danske Musikforeninger Samvirke har vi kunne præsentere ”Trio Duruflé” fra Paris og ”Ensemble Martinu” fra Prag.

Som et nyt fast indslag er kommet symfonikoncerter med landsdelsorkestrene. Ifølge Musikloven er orkestrene forpligtiget til at komme på skift til Bornholm, så f.eks. Aarhus Symfoniorkester kommer hvert 5. år.

Det er ”Bornholm” der får denne koncert. Regionskommunen dækker en del af det mindre honorar øen skal betale til orkesteret. Musikforeningen har hidtil påtaget sig at arrangere koncerterne og deltage i honoraret. Koncerterne har været afholdt i Sct. Nicolai Kirke, Rønne og i Idrætshallen, Rønne Nord. Senest var det Aarhus Symfoniorkester med den unge Jan Vogel, cellist af verdensklasse fra Dresden.

Som en ekstra gevinst kom DR Symfoniorkester i december 2006 med 2 koncerter: én med Sigurd Barret og Pigekoret og samme aften en symfonikoncert med Max Bruchs Violinkoncert ved koncertmester Christina Aastrand. .