Noter om de medvirkende

Ulla Munch Kirsebergskvartetten

Ulla Munch (mezzosopran) er en respekteret og anerkendt fortolker af barokkens vokalmusik. Kantater af Telemann, Buxtehude, Bach og Carissimi er et kernerepertoire, som Ulla nyder at formidle i samarbejde med Danmarks bedste barokmusikere. Det har ført til samarbejde med Concerto Copenhagen, Ensemble Zimmermann og Enghave Barok. Som solist og ensemblemusiker har Ulla medvirket på CDer med Ensemble Seraphim og derudover medvirket i talrige CD-indspilninger med DR Vokalensemblet.

Kirsebergskvartetten blev dannet i 2004 og har siden koncerteret rundt om i danske og svenske kirker og musikforeninger. Ensemblet består af violinisterne Jens Solgaard og Maria Solgaard Holm, cellisten Kjeld Lybecker Steffensen og cembalisten Leif Meyer. Musikerne spiller på originalinstrumenter og medvirker jævnligt i forskellige barokensembler i Øresundsregionen.

Jens Solgaard (barokviolin) har studeret violin hos Niels Christian Øllgaard og Sakari Tepponen på Vestjysk Musikkonservatorium. Derefter privatstudier i Paris og London. Udover sit virke i Originalerne.org deltager Jens Solgaard jævnligt i produktioner med Enghave Barok, Ensemble 1700 samt Concerto Copenhagen.

Maria Solgaard Holm (barokviolin) har studeret på musikerlinjen på Malmö Musikhögskola og har desuden studeret hos Sakari Tepponen på Vestjysk Musikkonservatorium. Hun arbejder som freelanceviolinist og spiller i Ensemble 1700, Concerto Copenhagen samt kammermusik i kirker i Øreundsregionen, bl.a. i Trinitatis Kirkes Barokensemble.

Kjeld Lybecker Steffensen (barokcello) er uddannet hos Henrik Brendstrup på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (DKDM) i København og studerede herefter barokcello og opførelsespraksis hos David Watkin i London. Siden sin tilbagevenden til Danmark spiller han fast i bl.a. Trinitatis Kirkes Barokensemble og Enghave Barok. For nylig tog han initiativ til at danne barokensemblet Originalerne.org.

Leif Meyer (cembalo) er uddannet som organist hos professor Hans Fagius på DKDM og har desuden studeret cembalo hos Karen Englund og Lars Ulrik Mortensen. Leif Meyer har optrådt i ind- og udland med ensembler som Concerto Copenhagen, Leipziger Kammerorchester og The Harp Consort og har medvirket ved talrige CD-indspilninger. Siden 2011 har Leif Meyer været tilknyttet DKDM som timelærer i generalbas.